26 Originale sild fra Fritz Carl Vilhelm von Magius (1903–1969)

Fritz Carl Vilhelm von Magius blev født den 11. juni 1903 i København og uddannede sig til jurist med en cand.jur.-grad i 1928. Kort efter begyndte han sin karriere i politiet som sekretær i Københavns Politi. Han bevægede sig hurtigt op gennem rækkerne: han blev fuldmægtig i 1935, politiassistent i 1936 og politikommissær i 1938, før han i begyndelsen af 1939 blev udnævnt til politiinspektør hos Rigspolitichefen.

👮 Karrierens højdepunkt: Rigspolitiets kriminalafdeling

Fra 1. januar 1939 blev von Magius chef for Rigspolitiets Kriminalpolitiafdeling, en central position i dansk politi. I denne rolle havde han ansvar for ledelsen af kriminalpolitiarbejdet på nationalt niveau samt internationalt samarbejde, herunder koordination med organisationer som INTERPOL.

Hans fremmedsprogskompetencer – han talte flydende tysk, fransk og engelsk – gjorde ham til en nøgleperson i det internationale politisamarbejde i årene op til og efter Anden Verdenskrig. Den senere rigspolitichef Erling Heide-Jørgensen beskrev ham som særligt dygtig til at opbygge kontakter i udlandet på grund af sin venlighed og sociale evner.

🪖 Besættelsestidens udfordringer

Under den tyske besættelse af Danmark (1940–1945) sad von Magius i en stærkt eksponeret stilling i Rigspolitiets ledelse. Hans rolle indebar kommunikation med både danske myndigheder og besættelsesmagten, især i spørgsmål om efterretning og politisamarbejde.

I maj 1945 blev han kortvarigt fritaget for tjeneste, fordi han blev mistænkt for at have haft utilbørlige forbindelser med besættelsesmagten, særligt det tyske sikkerhedspoliti. En efterfølgende tjenstlig undersøgelse og en yderligere undersøgelse i 1947 konkluderede dog, at mistankerne var ubegrundede.

📡 Efterkrigstiden og internationalt samarbejde

Efter krigen fortsatte Fritz von Magius som chef for Rigspolitiets kriminal- og internationale afdeling. I efterkrigsårene var hans rolle vigtig i opbygningen af det internationale politi­samarbejde – især i forbindelse med INTERPOLs struktur og samarbejdsrelationer mellem landenes politistyrker. Han var kendt for i ret åben grad at kommunikere med pressen og offentligheden, hvilket var forholdsvis usædvanligt for politiledere på det tidspunkt.

Han blev i stillingen frem til pensioneringen i 1969, samme år som han døde, hvilket viser, at hans karriere i politiet strakte sig over mere end tre årtier på højt niveau – et bemærkelsesværdigt langt og stabilt embedsmandsvirke.